U14 drenge viste god moral og flot spil.
På en blæsende og efterårsagtig tirsdag skulle u14 drengene for første gang prøve kræfter med 9-mands fodbold.
På trods af en knap så god forårssæson, var der kun en enkelt af spillerne, der valgte at lægge støvlerne på hylden. Holdet har endda fået tilgang af Frederik Jacobsen, som passer målet i det omfang speedway karrieren tillader det. Desuden har Bieron Zhjeqi (spiller til daglig på u15 selvom der kun står 1998 på dåbsattesten) lovet at give en fod med i en del af kampene.
Til premieren mod Erritsø GIF kunne Ejby således stille med 12 mand, der alle var klar til at kæmpe om efterårets første point.
I første halvleg havde udeholdet fordel af vinden og efter en god indledning, blev Ejby langsomt presset længere tilbage på banen. Efter et kvarters spil gik det galt og Erritsø kom foran 1-0. Kort efter blev det 2-0 på et flot langskud, som dog næppe var gået ind uden hjælp fra vinden.
Men Ejby kæmpede videre og flere gange var det lige ved at lykkedes Esben Rothmann, at få lagt den afgørende aflevering til den enlige angriber Mathias Skøtt. Kort før pausen lykkedes det så for Ejby at reducere, da Emil Olesen kom fri foran mål og iskoldt sendte bolden ind bag en chanceløs Erritsø keeper.
Det betød, at Ejby gik til pausen med troen på, at de kunne vende kampen ikke mindst fordi det nu var deres tur til at få fordel af vinden. Der blev foretaget et par justeringer i pausen og Mikkel Granberg kom ind på den defensive midtbane for at styrke hovedspillet og samtidig få Bieron Zhjeqi frem i en mere offensiv rolle. Det gav hurtigt pote da et frispark på kanten af feltet, blev sendt i kassen af selvsamme Bieron Zhjeqi.
Kort efter udnyttede Niclas Wolstrup den kraftige vind til at sende et hjørnespark direkte i nettet og 0-2 var vendt til 3-2.
Erritsø forsøgte at komme tilbage i kampen, men blev effektivt lukket ned af anfører Vladimir Stijovic og de øvrige forsvarere, Mikkel Laugesen, Mads Aaby og Natan Korona. I det hele taget leverede defensiven en meget koncentreret og disciplineret indsats. De få gange Erritsø kom til afslutninger var Frederik Jacobsen på plads i målet.
Henrik Sørensen var kommet ind i angrebet og hans konstante pres stressede tydeligt Erritsø’s forsvarsspillere og førte til flere farlige situationer. Det var også efter et højt pres, at kampen reelt blev afgjort, da Niclas Wolstrup fandt Bieron Zhjeqi, som efter et par gode træk sendte bolden i mål til 4-2.
Til sidst i kampen gik Mikkel Granberg frem og headede et veludført hjørnespark sikkert i nettet til en flot og fortjent 5-2 sejr til Ejby. Sejren kunne endda være blevet endnu større, hvis Mathias Skøtt havde haft lidt mere held i sprøjten, de gange han sled sig fri til gode scoringsmuligheder.
Alt i alt en meget flot indsats af hele holdet, som fik velfortjent ros af træneren og de relativt mange supportere, der havde trodset efterårsvejret.