1386

U14 drenge igen på tavlen.

EIK FODBOLD
26. september 2011 - 17:23 af: Kent Steffensen

På en herlig sensommer søndag tog EIK?s U14 drenge imod Aarup til et vaskeægte lokalderby. I den foregående runde tabte EIK til et meget stærkt B67 hold i en kamp, hvor eneste lyspunkt var Esben Rothmanns reduceringsmål.

U14 drenge igen på tavlen.

På en herlig sensommer søndag tog EIK’s U14 drenge imod Aarup til et vaskeægte lokalderby. I den foregående runde tabte EIK til et meget stærkt B67 hold i en kamp, hvor eneste lyspunkt var Esben Rothmanns reduceringsmål.

Til kampen mod Aarup var der afbud fra Mikkel Laugesen og Mathias Skøtt, hvilket gav debut til Mads Larsen, som til daglig er U12 spiller. Udeholdet stillede med en hel del tilskuere, som kunne konstatere at Aarup holdet i den grad var klar fra første fløjt. De rullede det ene angreb efter det andet frem imod EIK målet og det lykkedes dem flere gange at komme bagom Ejby’s forsvar og komme frem til nogle farlige indlæg. Et af disse indlæg førte til scoring og kort efter blev forspringet øget, da et langskud lidt heldigt gik ind via den ene stolpe. Efter et kvarters spil lignede det således en kamp for at begrænse nederlagets størrelse i stedet for den jævnbyrdige kamp, der ellers var lagt op til på forhånd. Oveni Ejbys problemer med at finde fodfæste i kampen, måtte Mads Aaby udgå med en skade. Mads Larsen kom ind på en noget uvant plads som højre back, men det skulle snart vise sig, at han absolut ikke havde problemer med at omstille sig fra U12 til U14 fodbold. Aarup fortsatte ufortrødent presset mod Ejbys mål, men Vladimir Stijovic, Natan Korona og Mads Larsen havde fået bedre styr på opdækningen og Frederik Jacobsen i målet viste godt blik for spillet og kom ud af sit mål og afværgede flere situationer inden de blev rigtig farlige.

Frederik Jacobsen blev ovenikøbet noteret for en assist, da han med et udkast over en halv banelængde fandt Bleron Zhjeqi, som afdriblede et par forsvarsspillere og sendte bolden sikkert i kassen til en reducering kort inden pausen.

Det gav Ejby spillerne noget positivt at snakke om i pausen og træner og spillere, var enige om at det godt kunne lade sig gøre at få noget med fra kampen. De to fløje, Emil Olesen og Niclas Wolstrup, meldte sig for alvor ind i kampen med flere gode offensive aktioner. Bleron Zhjeqi gik forrest, når der skulle bruges noget fysik og teknisk snilde, men heldet var ikke med ham i afslutningerne. Oppe foran havde både Esben Rothmann og en evigt jagtende Henrik Sørensen flere gode tilbud, men ind ville bolden ikke. Det skal retfærdigvis siges, at gæsterne også havde flere gode kontrachancer, men godt arbejde fra forsvar og målmand betød, at spændingen stadig var intakt med 10 minutter tilbage. Der var masser af intensitet i kampen og selvom der blev gået til stålet, sørgede dommer Anders Bærholm for, at tingene ikke udviklede sig. Aarup jagtede målet til 3-1, som reelt ville lukke kampen og paradoksalt nok betød det flere gode kontrachancer til EIK. På et af disse kontraangreb, kombinerede Bleron Zhjeqi og Niclas Wolstrup sig flot igennem og sidstnævnte sendte en kontrolleret inderside over i det lange hjørne til den forløsende udligning.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen og Ejby drengene kunne klappe hinanden på skulderen efter et flot comeback. I omklædningsrummet var der ros til samtlige spillere for en flot indsats.

Der venter nu en svær udekamp i Bellinge inden der igen fløjtes op til lokalopgør når Middelfart kommer til Ejby søndag d. 9. oktober kl. 10:00